I 2023 besluttede Slots- og Kulturstyrelse at eKursers budget skulle spares væk. eKurser, der hjælper danskere med hverdagens IT-problemer, kæmpede imod beslutningen, men måtte se sig slået. Det faldt ikke i god jord hos Digitalstyrelsen, som så en stor værdi i eKursers arbejde. Derfor har de i sidste øjeblik tilbudt en fireårig forlængelse af budgettet – med plads til udvikling.
Af Calle D. Nissen
I 2023 besluttede Slots- og Kulturstyrelse, at tilbuddets bevilling ikke skulle forlænges. De blev nedprioriteret i budgettet. Hvis eKurser skulle reddes, måtte det altså være bibliotekernes forening DDF, der skulle finansiere dem fremadrettet.
Efter lang tids kamp stod det klart, at DDF ikke havde nogen hjælp at tilbyde. eKurser måtte lukke. Da den nyhed nåede Digitalstyrelsen, besluttede de, at de ville give eKurser midlerne til at fortsætte og endda udvide konceptet.
eKurser.nu, der blev startet af bibliotekarer på Herning Bibliotek, har siden 2016 stået for at overskueliggøre hverdagens IT-problemer. De hjælper ældre med at bruge mitID, forældre med at oprette deres børn i systemer, etniske danskere med Borger.dk og meget mere.
Digitalstyrelsen så værdien i IT-hjælp til borgere, der godt kan forvalte deres liv, men som af blandede årsager har svært ved at finde hoved og hale i myndighedernes hjemmesider og apps – “og der passer eKurser jo lige ind” fortæller Lone Juul Pedersen
Lone, der har været med i projektet fra starten, sætter særligt pris på bevillingens lange tidshorisont. “Vi er vant til et helt eller halvt år af gangen. Det er lidt luksus med fire år” fortæller hun. Derudover indeholder det nye budget også plads til, at konceptet kan udvides. Hun ser frem til, at eKurser med Digitalstyrelsens hjælp kan få professionaliseret hjemmesiden og deres promovering, så flere danske kan få gavn af deres arbejde.