På årets demokratidag skal børn i Herning lære om hinandens lokalområder: ”Det er kæmpe kulturforskelle, der møder hinanden”

Nysgerrighed på Hernings lokalområder er omdrejningspunktet for årets demokratidag, hvor elevrådsrepræsentanter fra hele Herning inviteres til en dag i lokalområdernes tegn. 

Af Alberte Neel Petersen

Det er anden gang, der afholdes demokratidag i Herning.

I scenelysets skær byder to elevrådsformænd velkommen til demokratidagen, der skydes i gang på spillestedet Fermaten i Herning onsdag 8.30. De fortæller med stor iver om den dag, de fandt ud af, at børn og unge fra andre dele af Herning kommune kører på traktor i skole.

Det er nemlig ikke noget, de selv oplever, da de selv er bosat inde i Herning by. Netop disse forskelligheder fra lokalområderne er omdrejningspunktet til årets demokratidag, hvor 140 elevrådsrepræsentanter fra 7.-9. klasse i Herning kommune mødes. 

13-årige Emmie Jakobsen fra Lindbjergskolen kan godt nikke genkendende til, at der kan være forskelle alt efter, hvilket områder af kommunen man befinder sig i. Emmie bor selv i Gjellerup, hvor hun er elevrådsformand på Lindbjergskolen. Hun har gennem sit håndboldhold fået et stort netværk med venner fra andre dele af Herning: 

”Jeg kommer fra Gjellerup, og der er lidt mere stille og roligt, men når jeg så kommer til Herning f.eks. til fester, så er der lidt mere gang i den. Så er der en forskel på stemningen og mine venner, alt efter hvor i Herning de er fra.”

Emmie tror, at demokratidagen kan være med til at skabe flere kontakter mellem unge rundt omkring i Herning, fordi de er mange til stede, der interesserer sig for det samme og kan relatere til hinanden. 

Netop de unges ønske om at lære hinanden og lokalområderne at kende er omdrejningspunktet for demokratidagen. Dagen er arrangeret af ungdomsskolen UngHerning i samarbejde med Herning kommunes børne- og familieudvalg, der har bevilliget puljemidlerne til arrangementet. 

Kristina Sønderup er med til at arrangere demokratidagen, og hun har forinden dagen afholdt et møde med fællesrådet, som er en gruppe af elevrådsformænd fra forskellige skoler i Herning Kommune.

Her havde de unge elevrådsrepræsentanter udtrykt et ønske om at lære hinanden og forskellighederne på tværs af Herning kommune bedre at kende. 

”Jeg synes jo, det er super fedt, at de unge selv italesætter, at de er nysgerrige på de hinanden,” siger Kristina Sønderup.

I løbet af dagen skal elevrådsrepræsentanterne ud på nogle workshops, hvor de skal lave et produkt, der skal repræsentere noget fra deres lokalområde. Produkterne bliver senere del af en vandreudstilling, der skal placeres rundt omkring i Herning, så de unge kan lære noget om hinandens lokalområder.

”Det er kæmpe kulturforskelle, der møder hinanden,” siger Kristina Sønderup.

Kristina håber, at elevrådsrepræsentanterne vil gå fra demokratidagen med en følelse af, at det kan betale sig at være nysgerrig:

”Jeg håber, at de bliver ved med at turde spørge og være åbenmundede.”