AFSLØRING: 7 ud af 13 plejehjem i Herning har ikke styr på reglerne om magtanvendelse

I 2023 blev der ført tilsyn med 13 plejecentre i Herning. HR Kvalitet og Tilsyn anbefaler 7 ud af de 13 plejecentre at blive bedre til at sætte deres ansatte ind i reglerne om magtanvendelse. 

Af Sigrid Debois Reuss

Mange ender på plejehjem, når livet når sin sidste sæson og håret er gråt. Det er også tit her, på plejehjemmenes gange, at man mærkes af et langt liv. Kroppen er dårligere, knoglerne knirker og flere udvikler demens. Til tider er problemet større, end at en beboer ikke kan tage vare på sig selv – så store, at beboeren modarbejder de nødvendige opgaver, personalet udfører. 

Billede lavet med AI

I de værste nødstilfælde må personalet bruge tvang. I lovgivningen bliver det kaldt magtanvendelse. Der er en masse regler og love om det, som skal sørge for, at det kun sker som en sidste udvej, og at de gamle ikke bliver udsat for magtmisbrug fra personalet.

Lever ikke op til faglige standarder

For at sikre at blandt andet reglerne om magtanvendelse bliver overholdt, skal der føres tilsyn med plejecentrene. Hvis der er ting, der skal forbedres, skriver HR Kvalitet og Tilsyn en anbefaling. I starten af hver anbefaling, skriver de:

”Tilsynets anbefalinger gives på baggrund af, at plejecentret ikke lever op til anerkendte faglige standarder.” 

Altså bliver anbefalingerne givet, når loven overholdes, men tingene stadig gøres for dårligt. 

Bekymrende rapporter

Tilsynsrapporterne afslører, at der har været rod i butikken på de 7 plejehjem, når det kommer til magtanvendelsesreglerne. 

”Personalet oplyser, at de ved der findes en mappe omkring magtanvendelse, dog er de ikke sikre på, hvor mappen er henne,” skriver HR Kvalitet og Tilsyn i en af rapporterne. 

I en anden rapport skriver de: 

”Personalet oplyser, at de er i tvivl om, hvorvidt de nyansatte bliver introduceret til magtanvendelsesreglerne.”

Tilsynets anbefalinger

Ud af de 13 plejecentre, der blev ført tilsyn med, fik 7 af dem anbefalinger om, at de skulle blive bedre til at sikre, at personalet er sat ind i reglerne for magtanvendelse. 

I anbefalingerne giver HR Kvalitet og Tilsyn bud på, hvordan det enkelte plejecenter kan få styr på det. Meningen er, at plejecentrene skal følge anbefalingerne, så problemerne kan løses.