Nyt forløb hos kulturhuset skal være med til at styrke fællesskabet for unge i Herning

’Spir og Gro’ er navnet på det nye forløb, der netop er skudt i gang hos ’Huset no7’. Gennem forløbet bliver deltagerne en del af et kreativt fællesskab, hvor de gennem samarbejde kan skabe projekter, der gør en forskel for byens unge.

Af Alberte Neel Petersen

På billedet, fra venstre, ses de tilknyttede til projektet, der var tilstede ved opstarten: Morten Kromann, projektansat på kommunen, Line Hillerup, leder af ’Huset no7’, Thea Lindberg, kommunikations-medarbejder, Kristina Kaspersen, event og frivillig koordinator og Thomas Rask.

Summende stemmer fylder i den farverige cafe i kulturhuset ’Huset no7’ i hjertet af Herning. Rundt om det ene langbord sidder 12 forventningsfulde unge mennesker, der skal til at starte på forløbet ’Spir og Gro’. 

Forløbet afholdes på ’Huset no7’, som er et kultur- og medborgerhus, der huser en masse forskellige arrangementer og fællesskaber.

Gennem det tre måneder lange forløb skal deltagerne skabe et kreativt fællesskab sammen, hvor de kan være med til at planlægge og gennemføre events og andre arrangementer for byens unge. 

Netop flere arrangementer for unge mennesker er noget, som deltageren Hannibal Petersen på 21 år savner. 

”Dengang jeg gik i gymnasiet, syntes jeg, at der var lidt mere at lave i Herning, og det er en ærgerlig udvikling.”

Hannibal savner flere musikevents og mere gang i den for Hernings unge. Han forestiller sig, at selv kunne bidrage til planlægningen af det i samarbejde med de andre deltagere fra ’Spir og Gro’. 

Hannibal Petersen på 21 år har altid boet i Herning, og han savner flere arrangementer for de unge i byen.

”Jeg håber, at jeg kan være med til at gøre en lille forskel,” lyder det fra Hannibal.

Line Hillerup, der er leder af Huset no7 og med til at afholde forløbet, siger:

”Når vi laver events er det i den grad for at skabe et fysisk fællesskab for unge i Herning kommune.” 

Hun fortæller, at de unge i høj grad er med til at sætte rammerne for, hvad der skal ske gennem forløbet, alt efter hvad de selv mener er vigtigt og ønsker at beskæftige sig med. 

Hvad ’Spir og Gro’ præcis ender ud i vil vise sig gennem forløbet, men planen er, at der skal komme et ’fremtidsmarked’, hvor de unge får en stand og forklarer om deres initiativer for blandt andet politikere, fonde og andre fra Herning.